Kære Dennis,
De hvide pletter og striber, du beskriver, er ret sikkert hud- og slimhindesygdommen Lichen Planus – om den kan du læse i et tidligere indlæg her, meget længere nede på siden.
Svie i forbindelse med lichen planus skyldes ofte en svampeinfektion, men lichen i sig selv kan dog også give svie. Du fortæller, at der er podet for svamp – jeg vil foreslå at der atter undersøges for herfor, denne gang som et CELLESKRAB, der skal omfatte alle de forandrede områder i munden. Hvis din tandlæge skulle have glemt hvordan det gøres, kan han/hun se det på den efterhånden noget maltrakterede gamle hjemmeside http://www.odont.au.dk/tmk/Pat/candida.htm
Såfremt der er en svampeinfektion, skal du omgående stoppe med Flixonase, indtil infektionen er behandlet (fx med Diflucan Kapsler). Såfremt du har tandproteser, skal disse tages ud om natten og lægges i Atamon-opløsning (1:100) under Diflucan-kuren.
Hvis der efter behandling af eventuel svampeinfektion FORTSAT er svie, er behandlingen binyrebarkhormon under en eller anden form, og her er Flixonase udmærket, i sjældne tilfælde suppleret med en kort kur med Prednisolon-tabletter.
Hårlignende forandringer på tungen kan man få efter behandling fx med penicillin, men også efter brug af de mange håndkøbsmundskyllemidler, der findes, specielt måske efter skylning med klorhexidin-digluconat. Det sidste bør du i hvert fald afholde dig fra, da det hyppigt vil forværre svie i munden.
Det bliver for meget at gennemgå årsager til mundtørhed her, men jeg skal blot nævne at en del medicin har mundtørhed som bivirkning, og at mundtørhed desuden kan opstå som et aldersfænomen. Profylin sugetabletter, der fås i håndkøb, vil kunne lindre noget. Mundtørhed vil ofte give svie, og ofte forekommer der svampeinfektion i munden ved mundtørhed. Hermed er vi nået til 3 hyppige årsager til svie i munden: Lichen Planus, Mundtørhed og Svampeinfektion.
Mht. kirtlerne under hagen har jeg ikke noget bud herpå – hævede kirtler gennem længere tid bør vurderes af en øre-næse-halslæge.