Kære Nettandlæge
Vores søn er 13 måneder gammel og har uden problemer fået
sine første 8 tænder (fortænderne i over- og undermund).
Nu er vi imidlertid ved at blive en anelse bekymrede over hans kindtænder
i overmunden. De er ikke brudt frem men i snart en måned har han haft
tydelig hævelse af gummen i hver side (som om en tand er på vej
i hver side) og de seneste 3 uger har disse to buler været meget mørklilla/blå.
Han viser med dages mellemrum tydelige tegn på "ondt for tænder":
savler, vil ikke spise rugbrød, gnaver på ting. Nogle nætter
har vi smurt gummerne med gummedråber fra Matas og da har det været
helt tydeligt, at han føler ømhed og irritation ved vores berøring.
Er det normalt at en kindtand kan være så længe undervejs
og at den mørke misfarvning er der så længe?
De bedste hilsener og på forhånd mange tak for dit svar
Camilla
Hej Camilla.
Der er tale om en ganske harmløs tilstand, der ikke så sjældent
forekommer.
Giv din søn nogle frosne, hele, skrællede gulerødder
at gnave på. Det lindrer og kan få blænen over den frembrydende
mælketand til at briste, hvor efter den nye mælketand problemfrit
kommer til syne.
Tilstanden hedder en eruptions cyste.
Den kan du slå op på nettet.
Med venlig hilsen
Axel Tulinius
Tandlæge, MPH
www.spoergtandlaegen.dk