Kære Tandlæger og specialister...
Jeg håber, jeg må forstyrre med et for mig stort problem...
Jeg har tidligere skrevet om mit problem til www.tandogmund.dk, og fik
her et ret nedslående svar. Nu her efter en ny influenza, hvor begge
mine ører "lukkede til", har jeg nu 3-4 uger stadig problemer med
mit højre øre - det er som om, det næsten er blevet
værre, og jeg gør konstant (forgæves) gabe-øvelser
o.lign. for at prøve at "lukke op" for det indre øre....
Jeg vedlægger her mit originale oplæg til tandogmund.dk, og
svaret jeg fik... Jeg håber, I måske har et forslag eller kommentar
til mit problem, da det er meget ubehageligt for mig i hverdagen.
Jeg håber meget at høre fra jer.
De venligste hilsener,
-niels henrik sander-
-citat-
Øreproblem efter indsættelse af krone
Kære Tandlæge,
Jeg har et problem, som er ved at drive mig til vanvid. Problemet er hørelsen
på mit højre øre, men lad mig forklare, hvordan det
er startet.. For ca. 3 år siden knækkede jeg en molar i højre
underkæbe - må vel være nr. 3 regnet fra visdomstanden.
Dermed skulle jeg have en krone, og alt gik ok i første omgang, og
jeg gik rundt en uges tid med en metalbeskyttelseskappe for tanden, indtil
kronen var klar til at blive sat på. Da jeg skulle have kronen sat
på, blev jeg bedøvet, og eftersom jeg har stærke kæbemuskler
og svært ved at holde munden åben i lang tid ad gangen, satte
man en "gummi-fjeder" ind, der således holdt munden åben. Kronen
var (er) meget stor, og føles stadig som en mindre bismarcksklump.
MEN: Det værste efter indsættelsen er, at min HØRELSE
på højre øre har taget skade!! Jeg ringede til min tandlæge
dagen efter og beklagede mig, da jeg stadig følte ubehag i øret..
som havde jeg fået en ordentlig "kindhest" (lussing), som ikke rigtig
ville forsvinde. Min hørelse blev meget uens med mit venstre øre,
og ved for megen støjpåvirkning "lukkede" øret simpelthen
af! Som når man skruer ned for en radio. Visse frekvenser blev "overstyret"
i niveau, og det "kløede" i mit øre.. jeg prøvede alt
hvad jeg kunne, og har holdt mig for næsen og pustet, men intet hjælper.
Nu har jeg tidligere sunget meget, og er derfor utrolig vant til at lytte
og også lytte til mig selv, når jeg synger/taler. Det er som
om, jeg ikke kan udligne trykket i mit højre øre, og jeg bli'r
let svimmel og irritabel. Resonansrummet i mit venstre øre har jeg
kontakt med, men mit højre øre er "lukket"... hvis jeg "summer"
og laver gabebevægelse, får jeg "kontakt" med vs. øre
og resonansrummet, hvor højre øre nærmest nu føles
som led det af en "forkølet forstoppelse". - Ja, undskyld, hvis jeg
lyder mærkelig i min beskrivelse, men jeg ved ikke hvordan jeg ellers
skal beskrive det.. min lydmæssige retningssans er også hæmmet
af problemet. Alt dette er opstået DIREKTE efter indsættelse
af denne krone! For 2 måneder siden fik jeg -af samme tandlæge-
sat en krone i vs. underkæbe, og det forløb totalt uden problemer!
Jeg bad at denne blev lavet mindre, og jeg er MEGET tilfreds med resultatet
her. Den første krone har virkelig været en pestilens.. Jeg
har været til 2 ørelæger, hvor man har taget en høreprøve
og målt trykket i øret, men ingen fandt grund til at gøre
noget.. Den sidste fandt dog, at min hørelse i området 3-8
Khz var nedsat med ca. 3-4 db, hvilket ikke er helt normalt for min alder..
(jeg er 44) Hvad skal jeg gøre? Har min hørenerve taget skade
af et bor, der har været placeret for tæt på øret
under indsættelse af kronen (ultralyd), eller bør jeg få
fjernet kronen??? Hvis du kan henvise mig til et eller andet sted, hvor
jeg kan få hjælp, eller give mig et godt råd, vil jeg
meget meget gerne høre fra dig. Problemet har bedret sig lidt med
tiden, men jeg er stadig meget generet af det... derudover har jeg desværre
rimelig tandlægeskræk, men nu kan jeg snart ikke holde det her
ud mere..
De venligste hilsener,
-niels henrik-
Stillet af: Niels Henrik Sander
Svar:
Kære Niels Henrik Sander.
Tak for dit spørgsmål !Jeg har svært ved at tro at det
skulle have noget med kronen at gøre.Det kan teoretisk godt være
gener fra bedøvelsen, men det bør da fortage sig med tiden!
Desværre er der ingen hjælp at hente!
Besvaret af: Overtandlæge Henning Bastian
-citat slut-
Kære Niels Henrik Sander,
Jeg ved skam godt hvad en kindhest er.
Jeg tror ikke et øjeblik på, at tandbehandlingen og dine øreproblemer
har nogen som helst sammenhæng, udover den rent tidsmæssige.
Fordi 2 ting indtræder samtidigt er det ikke sikkert at de har samme
årsag – hvis du ser storken flyve forbi og bliver far samme dag, er
det ikke sikkert at de 2 begivenheder har noget med hinanden at gøre.
I øvrigt vil man ofte kunne se begyndende aldersbetinget høretab
i 40-års alderen, og et diskanthøretab kan skyldes for længst
glemte støjskader, fx nytårsfyrværkeri som barn. Et høretab
på 3-4 dB er ganske ringe. Det er normalt at der ved høje lyde
(95-100 dB) udløses en beskyttereaktion i mellemøre, idet
den såkaldte stapediusrefleks udløses.
For nu at holde mig til influenza-episoden: Det er ikke spor ualmindeligt
med øreproblemer i forbindelse med forkølelse/influenza. Hvis
forbindelsen mellem mellemøre og svælg lukker til, fx pga.
hævelse, vil der ikke længere kunne komme luft ud i mellemøret.
Den luft, der var der, resorberes og erstattes af væske. Da væske
ikke (i modsætning til luft) kan er komprimeres, vil trommehinden ikke
kunne svinge og det lydledende system i mellemøret, som normalt giver
en forstærkning på omkring 30 dB, vil ikke fungere – resultatet
er en moderat hørenedsættelse.
Som regel vil væsken forsvinde et stykke tid efter at årsagen
(fx influenza) er væk. Hvis der gennem længere tid er væske
i øret, kan det behandles ved at prikke hul i trommehinden, eventuelt
med indsættelse af et lille plastrør, så der atter kommer
luft i mellemøret. Dette skal foregå hos en øre-næse-halslæge.
Venlig hilsen
Henning Lindeberg.
www.spoergtandlaegen.dk